Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole


 

Konservatoriet for musik og formidling
 

Et gammelt elværk er nænsomt restaureret til et enestående bidrag til både studiemiljø og musikliv i Esbjerg. Konservatoriet har længe arbejdet på en ny og mere tidssvarende fleksibel studiestruktur. Det overordnede mål er større valgfrihed til selv at sammensætte sin uddannelse og herudover i højere grad at forberede sig til “livet efter konservatoriet” i form af en bredere erhvervs- og samfundsmæssig kompetence.

Uddannelserne følger modellen med 3-årig bachelor uddannelse efterfulgt af 2-årig kandidatuddannelse samt overbygningsuddannelser.

Konservatoriet tilbyder også en 2-årig musikuddannelse for blinde og svagsynede i samarbejde med “Instituttet for Blinde og Svagsynede”. 



 

På forkant med udviklingen
 

En journalist skrev i et portræt af konservatoriet, “at af landets seks konservatorier er vmk.dk på papiret det mindste, men når det kommer til miljø, sammenhold og evnen til at være på forkant med udviklingen er det måske det største”. Hvad størrelsen angår har vi 110 studiepladser – og vi har ingen ønsker om at være større. For netop størrelsen mener vi spiller en rolle for evnen til udvikling og fornyelse – og ikke mindst til at skabe plads til individuel udfoldelse og studiemuligheder for den enkelte studerende.

Konservatoriet råder blandt andet over:
• Marcussen koncertorgel med 45 stemmer i den flotte koncertsal
• Steinway-flygler i de fleste undervisningslokaler
• Computerlokaler til nodeskrivning og meget andet
• De nyeste studiefaciliteter
• Et nyt kollegium lige på den anden side af gaden
• Lærere med højt fagligt niveau
• Café Ørsted – med rytmisk musik og god mad og et frodigt og alsidigt studiemiljø

Så de bedste rammer for et udbytterigt musikstudium er til stede!
Optagelse sker på baggrund af en bestået optagelsesprøve. Kravene fremgår af www.vmk.dk