Hvorfor blive ingeniør i Esbjerg?

 

Projektarbejde med virksomhederne

Som ingeniørstuderende på Aalborg Universitet Esbjerg er du en del af et unikt samarbejde mellem universitetet og førende ingeniørvirksomheder i byen. Her starter din karriere, når du starter din uddannelse, idet mange virksomheder tilbyder studerende projektsamarbejde. Projektarbejdet fylder meget i hverdagen på Aalborg Universitet Esbjerg. Hvert semester skal du og din gruppe udarbejde et projekt om forskellige emner, og det sker i tæt samarbejde med engagerede vejledere og undervisere. Hver gruppe har sit eget grupperum til rådighed. Emnerne ligger inden for en fastlagt ramme, mens grupperne selv definerer projektets formulering. De fleste vælger at samarbejde med virksomheder, hvilket betyder, at projekterne bliver både relevante og spændende at arbejde med, samtidig med at du får opbygget et godt netværk.
 

Vi kommer hinanden ved

På Aalborg Universitet Esbjerg er der 500 studerende. Det giver et tæt og godt studiemiljø, hvor de fleste – både studerende og undervisere – kender hinanden. Aalborg Universitet Esbjerg har sin egen studenterorganisation, der arrangerer fester, sportsdage og lignende, ofte sammen med de studerende fra Syddansk Universitet, som er nærmeste nabo.


Hos os er du på fornavn med prodekanen og nyder en øl i universitetsbaren med professoren. Og de 500 andre studerende er klar altid til at hjælpe dig med alt fra beregninger til kærestesorger.

 

Mest tilfredse i Danmark

Ingeniørstuderende på Aalborg Universitet i Esbjerg og i Aalborg er Danmarks mest tilfredse. Det viser en undersøgelse som Ingeniørforeningen i Danmark har lavet. Det skyldes ikke mindst, at arbejdsformen på studiet svarer godt til den virkelighed, man skal ud og fungere i efter studiet.
Vil du høre mere om hvordan det er at være studerende på Aalborg Universitet Esbjerg, kan du skrive til studievejleder Kirsten Bisgard Kirchner på kbk@aaue.dk eller studerende Line Stenstad på ls.studiebyenesbjerg@gmail.com.
 

Læs Mille Maries casestory

Casestory

Jeg afsluttede min civilingeniøruddannelse i kemiteknik på Aalborg Universitet Esbjerg i sommeren 2007. Læs om Mille Marie og hendes job som procesingeniør hos COWI Olie og Gas.