Esbjerg Institute of Technology - Aalborg Universitet Esbjerg


Projektorienteret undervisning i tæt samarbejde med erhvervslivet og det internationale forskermiljø. Aalborg Universitet Esbjerg er en del af Aalborg Universitet. Uddannelserne i Esbjerg og i Aalborg har samme høje kvalitet. Der er selvfølgelig forskel på de enkelte retninger, der udbydes, men under studiet kan man som regel skifte mellem Esbjerg og Aalborg eller omvendt.

 

Uddannelser

• Diplomingeniør med fire retninger
• Civilingeniør med syv retninger
• Bachelor of Science i medialogi
• Bachelor of Science i datalogi
• Cand. IT i softwarekonstruktion
• Cand. Scient i medialogi
• Fiskeriteknolog
• Gymnasiale Enkeltfagskurser og Adgangskursus

 

Projektorienteret undervisning

Aalborg Universitet er kendt og anerkendt for den projektorienterede undervisning. Det gælder også i Esbjerg, hvor omkring halvdelen af undervisningstiden foregår i projektgrupper. Hver gruppe har sit eget grupperum til rådighed. Emnerne ligger inden for en fastlagt ramme, mens grupperne selv definerer projektets formulering.
De fleste vælger at samarbejde med virksomheder, hvilket betyder, at projekterne bliver både relevante og spændende at arbejde med.

 

Danmarks mest tilfredse ingeniørstuderende

Ingeniørstuderende på Aalborg Universitet i Esbjerg og i Aalborg er Danmarks mest tilfredse. Det viser en undersøgelse som Ingeniørforeningen i Danmark har lavet. Det skyldes ikke mindst, at arbejdsformen på studiet svarer godt til den virkelighed, man skal ud og fungere i efter studiet.

 

Vi kommer hinanden ved

På Aalborg Universitet Esbjerg er der 600 studerende. Det giver et tæt og godt studiemiljø, hvor de fleste – både studerende og undervisere – kender hinanden.
Aalborg Universitet Esbjerg har sin egen studenterorganisation, der arrangerer fester, sportsdage og lignende, ofte sammen med de studerende fra Syddansk Universitet.